Navne at kjende kan erhverve sig det rette Begreb om Maaden, paa hvilken Overgangen fra ældre til nyere Navnformer har fundet Sted, og abstrahere sig paalidelige Analogier i denne Henseende. Jeg har derfor ogsaa iagttaget, at anføre alle ældre Navne i den rene Oldform, grammatisk rigtigt, og efter den bestemte antagne Normal-Orthographi, uden at angive de mange Smaa-Afvigelser, som Originalskrifternes vaklende Skrivemaade frembyder, Afvigelser, der mere vedkomme Grammatiken, end et Skrift som nærværende, og som desuden aldrig kunne forvilde den, der først har lært den rette Form at kjende. Mærkeligt er det forresten, at der gives flere Navne, med hvis rette, ej blot grammatiske, men virkelig etymologiske Form man ikke engang i ældre Tider var paa det Rene, en Omstændighed, som deels vidner om flere af disse Navnes Ælde, deels om, at de Egenheder i Udtale, der nu betegne de enkelte Mundarter i Landet, ogsaa i den gamle Tid fandt Sted, uden da, som nu, at tages for mere, end de ere, blotte Udtale-Egenheder. Af Navne, med hvilk man saaledes ikke engang i ældre Tider var paa det Rene i etymologisk Henseende, kunne vi anføre Skiptvet, der findes skrevet baade Skipþveit og Skygþveit, og altsaa da, som nu, har været udtalt mere skjødesløst, som Skjetvet eller Skjøtvet; Udenes paa Raumarike skrives i den „røde Bog“ Údulgjanes, Údylgjanes, Údýjanes, Údynes; Udtalen har umiskjendelig været faa skjødesløs, at ylgj neppe hørtes uden som en Lyd af y eller i; Grandshered i Thelemarken skrives Grandássherað, Grandássherað, Grandsherað; Enningdalen skrives Annilladalr, Anniðadalr, Ønyndadalr, saaat det endog er umuligt at afgjøre, om den rette Form er Arnhildardalr, Önundardalr, Eynindardalr eller endnu noget andet. Ødefjeld i Thelemarken skrives Øyjafjall og Elgjarfjall; Kodal findes skrevet Kúadalr og Kvaðadalr; Skjeringrud i Thrøgstad skrives Skeiðrungaruð, Skerfungaruð og Skefrungaruð, og maa altsaa have været udtalt Skerungaruð, ligesom nu, med udeladt ð; Naper i Fyrisdal skrives et Diplom fra Midten af 14de Aarhundrede „Nabæ“, hvoraf det tydeligt sees, at den vestlandske Udtale af p som b imellem to Vocaler allerede da var brugelig; allerede i et Diplom af 1270 (Thorkelin II p. 58) finder man den vestlandske Udtale -ak for -akr, nemlig Viðarak; Navnet paa en Sø i Jemteland skrives allerede i Grændsedocumentet for 13de Aarhundrede (see Norges gl. Love II. S. 491) Kjœrsio eddr Kjolsjo, ɔ: en mellem Kjörsjór og Kjölsjór vaklende Form, hvilket viser at l allerede da har haft den nu bekjendte tykke, over mod r spillende Udtale. Mange slige Exempler kunde anføres, og deres Opdagelse og Studium er især at anbefale dem, der ønske at trænge tilbunds i vort ældre Sprogs Lydlære. Paa nogle faa Steder har jeg været uvis, hvorvidt jeg har truffet det Rette, men isaafald altid antydet denne Uvished. Her vil jeg kun tilføje, at jeg, efterat Texten var trykt, har faaet etslags Tvivl om Rigtigheden af Skrivemaaden Rábyggjalög, thi vel udtales Navnet nu stedse med aa, men i Diplomer staar altid o, og muligt kunde det dog være, at Robú, Robúsdalr, Robyggvir, Robyggjalög, egentlig staar istedet-
