Side:Historisk-geographisk Beskrivelse over Kongeriget Norge (Noregsveldi) i Middelalderen.djvu/58

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

den maa have været Handelsplads i hiin os ej længer bekjendte Oldtid, da Haalogaland var den fornemste eller bedst beboede Deel af Norge.

I den sydlige Deel af Norge var der ligeledes i de ældste Tider en Handelsplads, som siden forglemtes eller ombyttedes med en anden. Dette var Skíringssalr, om hvilken Hálogalændingen Ottar i Slutningen af det 9de Aarhundrede fortalte Kong Alfred i England. Skiringssalr var egentlig Navnet paa et Hered i den sydvestligste Deel af Vestfold, det nuværende Thjøling Sogn, mellem Udløbet af Elven Laagen og Sandefjord, men Handelspladsens Sted gjenkjendes endnu af Navnet Kaupang (kaupangr) paa en Gaard ved den føromtalte Viksfjord, der skærer sig ind mod Øst fra Larviksfjorden. I Nærheden af Kaupang laa Kongsgaarden Geirstaðir, nu Gjerstad, hvor Halfdan Svartes ældre Halvbroder Olaf og dennes Søn Ragnvald boede. Skiringssal ophører at omtales som Kjøbstad fra den Tid, Túnsberg begynder at nævnes, først som Residens for Harald Haarfagres Morbroder og Statholder i Viken, Guttorm Sigurdssøn, siden, og fornemmelig, som det Sted, hvorfra Harald Haarfagres Søn Bjørn Farmand, Underkonge paa Vestfold, drev sin Handel. Han boede paa det nærliggende Sæheimr, nu Sæm eller Jarlsberg, og Tunsberg beskrives paa den Tid allerede som en meget besøgt Handelsplads, hvor der endog kom Handels-Skibe fra Saxland eller Nordtydskland. Rimeligviis har det været den samme Handel, der, begunstiget af Kongen paa Geirstad, dreves paa Kaupang i Skiringssal, som siden med Kongesædet forflyttedes til Tunsberg ved Sæheim.

Omtrent samtidig med Tunsberg nævnes ogsaa Stafangr ɔ:Stavanger, i Rygjafylke, men som ordentlig Kjøbstad forekommer den ej førend omtrent ved Midten af det 11te Aarhundrede.

I Vikingetiden omtales Brennøerne, der laa yderst i Mundingen af Gøt-Elven (i elfarskerjum) og neppe tilhørte Norge, som en af Handelsmænd og Vikinger meget besøgt Markedsplads. Snart ophøre de dog at nævnes, derimod omtales nu hyppigere Konungahella (Kongehelle) paa den norske, og Ljóðhús (Lødøse) paa den gøtiske Side af Elven. Rimeligviis er det Handelen fra Brennøerne, som siden trak sig til disse Steder, hvorfra hele Vestergøtland og Alfheim forsynedes.

Som en Handelsplads nævnes allerede i det 10de Aarhundrede Bergen, Bjargvin, Björgvin eller Bergvin, (af bjarg eller berg, Berg, og vin, behagelig Plads) i Nordhørdeland. Dens egentlige Opkomst