Side:Herre - En Jægers Erindringer.djvu/8

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent
2


Skindfeld saa sødt, og drømmer saa smukt om sine Kreaturer; disse elsker hun næsten som om de vare hendes Søstre, og hun har et forunderligt og smukt Navn paa hver enkelt af dem; men der er en naiv, frygtblandet Undseelse hos hende for Studen, der aldrig faaer noget Navn. Naar Duggen endnu ligger over Vangen, vil Solens første Straaler vise Sæterpigens Spoer fra Hytten til Fjøset. Er hun færdig her, driver hun sine Kreaturer ud i Skoven. Om Vaaren i Sol-Lierne, om Midtsommer did, hvor hun finder Skygge og Vand. Men om Høsten lurer Ulven, den lumske graa Jæger, om Sæteren, og da tør hun ikke komme udenfor Vangen med sine Dyr; men selv da har jeg været Vidne til Sæterpigens Kjækhed mod hendes graa Fiende. Hun gaaer efter sin Buskab med Strikketøiet i Haanden og Briskeposen ved Siden. Heri har hun Kreaturernes bedste Mad, der er en Blanding af Salt og Brisk. Hver enkelt Ko, der nærmer sig hende, faaer en Haandfuld deraf for at blive kjelen og lydig. Paa en grøn Braate sidder hun paa en Stubbe i sin korte Trøie med Straahatten over det rige, blonde Haar. Nede i Dalen larmer Fossen, den dybe Skov staaer saa rank omkring hende, Mosens Farve er saa frisk og saftig, og Bækken risler forbi hende; men hun veed Intet af dette; hun er formeget hjemme her. Men om Qvellen, naar hun gaaer hjem, lytter hun dog til Skovens underlige Lyd, og mangt et Eventyr svæver da forbi hende. Hendes Stokhuus eller Sæterhytte er fast det Tarveligste,