Side:Herre - En Jægers Erindringer.djvu/64

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent
58


og at vi, hver for sig, gjennemstreifede Partier, hvor vi troede, at vor Nærværelse var meest gavnlig, da derfor Carl, efterat vi havde været ude omtrent halvanden Time, ikke længere var i mit Følge, vilde dette under andre Omstændigheder ikke have forundret mig; men ogsaa nu forstod jeg saa meget at han vilde gaae sin egen Vei og tillige holde mig fjern fra Hyttens Beboere.

Efter flere Timers Omvanken i den ensomme Vildmark, satte dog alt det, jeg nylig havde oplevet, mig i en Uro, som jeg ei kunde bekjæmpe. Jeg besluttede at gaae lige til Marie og spørge, om hendes Hemmelighed taalte en Trediemand; jeg vilde sige Carl, hvis jeg traf ham der, at han var mig usigelig kjær og at hans Vel var mit. Med disse Tanker stod jeg ved Hytten og greb i Dørklinken, — men Døren var aflukket; jeg bankede paa, men Ingen svarede mig; jeg gik hen til Vinduet, men Hytten var tom. Mismodig over mit mislykkede Forsøg og næsten fortrydelig over, at jeg var stillet udenfor det Hele, gik jeg paa Lykke og Fromme min Vei. Hvor jeg vilde hen vidste jeg ikke, men jeg fulgte mechanisk min Hund, der med Snuden i Jorden gik hen ad en Sti. Jeg stirrede ned for mig og mine Tanker stode, som man siger, stille, da et Par Hundeglam vækkede mig. En Bondekone sad et Stykke fra mig oppe ved Stien. Jeg spurgte hende, om hun havde mødt Hans og Marie. Hun svarede, at hun havde seet dem i Følge med et ungt Menneske, som hun ikke kjendte; de gik, da hun