Side:Herre - En Jægers Erindringer.djvu/59

53

den til, at hun i sit Væsen var saa forskjellig fra de Kvinder, Jægerne i Almindelighed træffe paa sine Udflugter. Min Nærværelse havde om Formiddagen generet Carl, og jeg havde derfor strax forladt ham. Hvad vilde Hans og Marie hos Carl? Jeg vidste det ikke. Pigen saae bleg og bedrøvet ud, og Carl havde en mærkelig Hast med at faae mig paa Dør igjen. Jeg havde altsaa nu en ubestemt Anelse, der gjorde mig urolig. Medens jeg sad i disse Tanker, traadte Carl med en Cigar i Munden ind i min Stue. Han nikkede flygtigt og greb som han pleiede, naar han havde Fortræd, mechanisk om mellem de forskjellige Gjenstande, der laa paa Bordet. Da Cigaren var udrøgt, kastede han den brændende Stump hen paa Snuden af min Hund. Dyret gav en sagte pibende Lyd og krøb under Ovnen. „Det er ret min Gut,“ sagde Carl, „lad mig see, at du bærer Smerterne hos dig selv.“ Han betragtede den logrende Hund med et Slags Medlidenhed, og ligesom efter en hurtig fattet Beslutning, vendte han sig rask til mig: „Du maa iaften følge med mig til Næsodden; Hans fortalte mig, at der var Vildt omkring hans Hytte.“ „Er ikke det Vildt, du vil søge, i selve Hytten?“ spurgte jeg. Han betragtede mig skarpt med sine mørke Øine og sagde derpaa med en adspredt Mine: „Det Vildt, som findes der, har altfor ofte seet Jægeren. Gjør dig imidlertid færdig; om to Timer venter jeg dig ved Revierbryggen; Baaden skal ligge der.“ Han gik uden at oppebie mit Svar.