Men med Forlov, hvor agter den Karlen sig hen til Natten?“
„Det er ikke godt at svare paa,“ sagde jeg, „jeg har mistet begge mine Hunde, og jeg maa see om jeg kan træffe dem igjen. Du skulde vel ikke have hørt eller seet dem idag?“
„Seet dem har jeg ikke, men strax idag Morges hørte jeg en grov og en fiin Hund jage langt Nord paa her. Jeg hørte det skjød ogsaa, og saa blev det stilt,“ svarede Tømmerhuggeren.
„Det er vel Hans Kampen, som er ude igjen da?“ sagde jeg.
„Nei Gu er han ikke nu alligevel. Han gik til Byen igaar med en Børd af Fugle saa svær som et Hestelæs, og han pleier gjerne blive borte en to tre Jævndøgn,“ svarede han.
Jeg udspurgte ham nøiere om mine Hunde, men han kunde ikke give mig anden Underretning, hvorpaa jeg sagde, ham, at jeg vilde gaae nordover og huse mig i Hakkloen.
„Aa ja,“ sagde han, „det er nok godt at faae Tag over Hovedet i sligt Veir, men ellers er det saa fuldt i Hakkloen af Tømmerhuggere og Pargas, at de ligge mest paa hinanden.“
„Hvor huser du dig henne?“ spurgte jeg.
„Jeg finder vel en Krog etsteds jeg ogsaa. Ja Gud bevares, det er nok ikke rare Taget, men det er altid lidt ligere end at ligge ude, og bedre end at være i Hakkloen,“ svarede Tømmerhuggeren.
