Skjorte og et Par pjaltede Buxer, der naaede ham lidt nedenfor Knæerne, Jentens Dragt var ikke rigere, da den ikke bestod i andet end en kortærmet Striesærk og et stumpet Skjørt. Begge vare de barføddede. Drengen havde en Næverskrukke og Pigen en Bærkurv i Haanden, og det var klart at de søgte efter et Sted, hvor de kunde komme over Elven.
„Pas dig nu Lars, hvordan du gaaer til,“ sagde Jentungen til Gutten da han sprang ud paa en Steen, der ombrusedes af Elven.
„Jeg lyt nok bære dig paa Ryggen min, Aase. Du er vel ikke god for at gaae over selv!“ sagde han, idet han gik ind igjen, satte sig paa Huk og tog Aase, som holdt Næverskrukken og Kurven foran ham, paa Ryggen, og bar hende paa denne Maade over Elven, der næsten gik Drengen til Skrævet. De kom op imod mig, men Gutten standsede først nogle Skridt fra Elven og afrev en Deel Bjørnemose, som han lagde i sin Skræppe. Pigen ranglede lidt omkring og ledte vel efter Tyttebær, men her fandt hun ingen. Først da de havde nærmet sig til mig paa ti Skridt fik de Øie paa mig, standsede og stirrede, som saadanne Børn bestandig gjøre, halv forundrede halv forskrækkede, tause og alvorlige paa mig.
God Dag! sagde jeg. I har vel hjemme i Forkjernbraaten?
Nei, svarede Gutten, efter en liden Stunds Betænkning.
Kanskee I er fra Hakkloen?
