Forløb kom herhid, var Ørnen atter forsvunden, og vi saae Intet til den. Med sine dybtliggende, graae Øine stirrede Jægeren ud i det blaa Rum, og da han ikke kunde opdage Gjenstanden for sin Speiden, kastede han Jagttasken og Kjolen af sig, og lagde sig hen under Træerne. Han lagde sig mellem Hundene og mig, og hans Øine lukkede sig, aabnede sig og lukkede sig atter, idet hans matte Haand vilde holde Hundene borte, der slikkede ham i Ansigtet. Jeg saae paa ham og beundrede hans fjeldstærke Skabning. Han laae der som den hvilende raae Kraft. Bøssen havde han omsluttet med sine Arme, og han lignede den kraftige Natur, der omgav os.
Saa træt, jeg var, kunde jeg dog ikke sove. Om det nu var min altfor store Træthed, der hindrede det, eller det var den pragtfulde Natur, der ikke vilde tillade mig at lukke Øinene, veed jeg ikke, men det veed jeg, at jeg ikke angrede denne søvnløse Time. Jeg sad der omgiven af de stolte Fjelde; under mig tabte Øiet sig i den dybe, mørke Skov. Ringerige laae foran mig og brændte i al sin lyse Pragt. Lod jeg Øiet glide videre, saa hvilte det paa de fjerne, sneedækte Fjælde. Belysningen var saa phantastisk stærk, at den næsten blændede Øiet. Vandet nede paa Ringerige spillede i røde og sneehvide Farver. Nu og da gled en Baad over dets rolige Flade, og Aareslagene glimtede over Vandet, indtil en Bøining af Stranden skjulte Baaden. Selv Sneefjeldene gav Landskabet en varm Tone og
