omskabte hans Fader ham til en Ørn, med denne Fugls vilde rovgjærrige Natur, men alligvel skulde han bære Mindet om sin Kjærlighed hos sig selv uden at Huldren kunde ane det. Alligevel — fortæller Eventyret — sad der bestandig paa det Sted, hvor den unge Huldre stirrede ned over Veien, en stor, brun Ørn i den høie Grantop, og naar Solen om Middagen brændte hedest, slog og hviftede den med sine store Vinger for at svale Luften omkring hende. Da Efteraaret kom, visnede Huldrepigen hen og døde, og skjønt hun havde været hadet af sit Folk, blev alligevel hele Ørneslægten fredet af Huldrestammen, fordi denne ene Ørn havde værnet om deres smukkeste Datter.
Da dette Eventyr var gaaet mig gjennem Tankerne, kastede jeg Blikket op mod Ørnen, der et kort Stykke fra os svævede over Krogklevens vestlige Fjeld, men der var Intet i denne Røvers Færd, der kunde minde mig om den gamle Historie. Kun den qvælende Middagshede gjenkaldte mig den unge Huldres usigelige Lidelse. Min Bondejæger havde villig fulgt mig hid, i Nærheden af Dronningens Udsigt, i Haab om, at komme Ørnen, der for Lidt siden svingede sig herover, nærmere, men nu var han bleven skuffet, og han foreslog derfor, at vi skulde trække os henimod Kongens Udsigt. Jeg saa henimod Ørnen og den seilede endnu rolig, men skrigende og hungrig over de skovklædte Fjelde. Det var ikke Had til Fuglen, der drev mig hen paa denne Vei, jeg gik kun villieløs. Da vi efter et Qvarters
