Side:Herre - En Jægers Erindringer.djvu/30

24

Himmel, den samme Rovfugl, der havde vakt Bondejægerens Opmærksomhed. Herfra var det, at den unge Huldre i den hede Middagstime speidede efter det Syn, hun aldrig kunde glemme. Eventyret lyder i Korthed saaledes: En underjordisk Prinds nærede en varm men haabløs og upaaskjønnet Hengivenhed til en ung, deilig Huldrepige. Han bar sin Kjærlighed lønligt men hengav sig til en ørkesløs Uvirksomhed, der harmede de Underjordiske. Kun naar Maanen skinnede over de sorte, tungsindige Fjeldsøer, og naar Natteravnen istemte sine triste Toner, fulgte han den Elskede, og da anede Huldren, hvad der feilede ham. Men en Middag i Augustmaaned, da det var lummert i Dalene havde Sanct Olaf, der foer over Krogskoven lagt sig til Hvile under nogle skyggefulde Træer i Nærheden af Rethellerne og her saae Huldrepigen ham, idet hun vandrede mellem Træerne. Det var den første Christne, hendes Blik havde hvilet paa, og dermed var hendes Skjæbne afgjort. Hun kunde ikke vende Blikket fra den christne Konge, og da han fortsatte sin Reise, gik hun langsomt og tyst efter ham, indtil han forsvandt for hende nede i Veien. Her satte hun sig og stirrede trøstesløs efter ham. Solen brændte hende bruun, men hun mærkede det ikke; thi hendes Sjæl fulgte Olaf. Hendes Kjærlighed for den christne Mand rygtedes snart blandt de Underjordiske, og de banlyste hende fordi hun havde hengivet sig til deres bittreste Fiende; men den underjordiske Prinds kunde ikke glemme hende, og til Straf