499
det trivielt. Men han vidste s’gu at bruge den. Det var med denne samme Pen, seer jeg, han gjorde alle sine sorte Kunster, som Gud bevare mig fra. Jeg burde altsaa forære den til ham ovenpaa, som skriver i den Konstitutionelle. Den maa være fortræffelig at skrive Løgn med. Men bi lidt! Lad mig se, om den duer til at skrive Sandhed med, naar jeg skriver ham til, at han har opført sig imod mig som en Skurk og som jeg skulde være det taalmodigste Æsel af alle.
(Dypper Pennen i Blækhornet. Rabulax aabenbarer sig som för.)
Rabulax. Herre!
Johannes. (Styrtende paaknæ.) Naade! Naade!
Rabulax. Saa sæt Proppen i. (Johannes gjör det. Rabulax forsvinder og kommer igjen i sin forrige pyntelige Skikkelse.)
Rabulax. Jeg er Juristeriets, ikke Jurisprudentsens, Genius. Nu, gab ikke saa, men brug mig!
Johannes. Oh! Herr Prokuratorens Kollega? Om Forladelse. (Afsides.) Det maa nok være Verdens sande Herre.
Rabulax. Det er ved mig Juristerne blive Verdens Herrer.
Johannes. Ah! Jeg forstaar . . Det var saaledes da . . .
Rabulax. Jeg maa befri dig fra din Frygt. Din forrige Herre var engang i Nød forat blive kneben i en Streg, da hviskede hans Sjel til sig selv: „jeg giver mig Satan ivold, kan jeg bare blive frelst af denne Knibe.“ Og en Pen faldt hvirvlende ned paa Bordet foran ham, og der stod dette Blækhorn, og saa fandt han snart, at de skulde bruges sammen. Min Fødsel og Liv af denne Forbindelse er ikke forunderligere end din egen.
Johannes. Ak, jeg troede det var et Puds af min forrige Herre, og at Du skulde dreje Halsen om paa mig.
Rabulax. Det maatte være for at skrue dig et Hoved højere end du er. Det gjør jeg med de fleste Jurister. Men, skynd dig, har du noget at ønske eller befale, for jeg skal i Retten.
Johannes. Ønske eller befale? Det er en anden Tale end Prokuratorens. Jo, det kunde nok hænde sig.
Rabulax. Der er intet saa umaadeligt, du ikke kan befale mig og erholde; men kun paa en Betingelse: Du maa
32*
