498
Johannes. (Kommende ind.) Fy hvilken Liiglugt her er!
Prokuratoren. Johannes, hjælp mig ind. (Rystende paa Hovedet.) Nej, det er paatide, paatide . .
Johannes. Ja at sove, Herr Prokurator. Gamle Prokurator Skadeslös plejede altid at sige, at han procederede sig isøvne. Og det kunde han ogsaa gjøre ved Andre.
Prokuratoren. (For sig selv.) Det er paatide, paatide at holde op.
Johannes. Ikke Klokken eet om Natten med at sove. Verden hører Os Jurister til, og Søvn er noget af det Bedste i Verden.
Prokuratoren. (Vaklende ind.) Ak, af det Bedste i Verden har Juristerne lidet.
Scene VIII.
(Samme Værelse, men tomt. Johannes med Tryllepennen og Blækhornet i Haanden. Siden Rabulax.)
Johannes. Jo! Verden maa nok høre Juristerne til, siden Han, efter sligt Liv, kunde komme til slig Ære. Men jeg? Den Luusangel! Alt hvad han gav mig for mit Slid og Slæb Nat og Dag, var en Slags gravitetisk Formaning, den Hykler læste over mig, denne udslidte Pen og dette Blækhorn. Ret nogle herlige Skatte! Den Verden, jeg faar at være Herre over, er nok ingen anden end den jeg saa idrømme fra det høje Bjerg, som, da jeg vaagnede, ikke var andet en Protokollen, jeg havde lagt Hovedet paa. Ikke engang til Kontorist og Inkassator kunde han gjøre mig, saa jeg kunde tjene mig en Gaard i en Snup, og saa gifte mig med Grethe og give Juristernes Verden en Goddag. „Jeg vil skille mig ganske fra det gamle Væsen, min Gut,“ sagde den gudsforgaaene Skurk og trykkede og trykkede paa den nye stive trekantede Hat, som ikke rigtig vilde sidde paa Hovedet, somom han allerede virkelig havde havt Horn derunder. „Brug Pennen godt, saa gjør du din Lykke.“ Og dermed foer han, og med ham mit Haab. Bruge Pennen? Det sagde Skolemesteren ogsaa; men hvad har det ført til? „Bruge Pennen!“ Det burde siges hver Morgen til Departementets Kopiister, skjønt de bare vilde finde
