489
Prokuratoren. Ganske brav. Skriver du en fast Haand
allerede?
Johannes. Som Herr Prokuratoren vil.
Prokuratoren. Nu vel, jeg skal lære dig tre. Du kan sidde bag paa Kariolen. (Stiger ind.) Nu, Gut, hvor bliver du af?
Johannes. (Nölende.) Grethe . .
Prokuratoren. Ej! Verden hører Os Jurister til; og det er du ikke bleven endnu. Det er det første Prøvestykke paa en god Jurist, at sætte Kjærligheden Nummer sidst.
(De kjöre afsted. Bönderne hilse dybt.)
Naar Lumskhed er din Kulde,
og al din Varme
er Huden, som du flaa’ede af de Arme,
du, selv Examenlös, en Thingstud er tilfulde.
(Forsvinder bag Halvdören.)
Scene III.
(Grethe kommer ud i Dören. Bönder.)
Grethe. Ak! Den Onde tog ham. Stakkels Johannes!
En Bonde. Ja Djævelen skinbarlig. Den Slyngel skyldte mig nogle Skilling, som han pinte af mig igaar under Indkaldelsen.
En anden Bonde. Han begyndte at blive Jurist, seer du, Nils.
Förste Bonde. De skulde være til Mundgodt hos Landhandlersken for dig, Grethe, sagde han.
Grethe. Han holdt da af mig. Gud forlade ham! (Gaar ind med Forklædet for Öjnene.)
Anden Bonde. Han holdt mere af Storheden, for hans Fader, siger man, var en Byhøker, der ranglede hidopover paa Landet.
Første Bonde. Gid Ulykken tog Gutten, saa han kunde faa Vet, og Fanden Prokuratoren, saa han rigtig fik det hedt!
Anden Bonde. Nej! De ere Go’venner. Har du noget imod Sønnen din Du da, Nils?
