Som mig bestandig knuger,
hvor hen jeg går og står.
Det over mig nu ruger
som et ulægligt sår.
Begyndte hun så at tale til ham og fortælle ham, at hans fæstemø i den stund skulde fæste sig til en anden.
Thi tabt er hun dig,
den underskjønne, hulde
med en anden netop sig
hun nu forlove skulde.
Blev han da meget underlig, og det tyktes ham, at han ikke havde noget at leve efter, og det fagre kvindfolk sang:
Styrt dig i havet ned,
da skal jeg dig favne,
der skal du finde fred
og i glæden havne.
Da skilte han grant, at det var en havfrue. Så siger skalden:
Fristerinden lyder
han just i samme stund,
og derved sjelen byder
til død i bund og grund.
Kap. 7.[1] Nu kommer adskillige sager op på thinge, således om »Fedraheimen«. Han var en norsk mand af ringe æt, han var meget kjævlelysten og lagde sig ud med alle folk. Der var nu mange på thinge, som vilde gjøre Fedraheimen fredløs og til skoggangsmand, og som slet ikke vilde have ham i huset, mens andre forsvarede ham. Der opstod deraf mange trætter.
En anden sag var om Lokaliteterne, som folk kaldte det. Det blev fundet, at visse finske og stygge folk fore om og herjede disse bygdelag. Det var natmænd og andre mænd af troldeæt.
- ↑ Kap. 7 er karakteristisk. Det kaster et eiendommeligt lys over de kulturhistoriske forhold. Vi ser, at allerede i den tidligste tid har de samme kræfter virket, som gir sagaerne og eddaerne en stor del af sit præg. Disse trætter mellem Fædraheimsætten og andre ætter går fremover
ding. Dipl. pag. 367: «Da jeg fra flere kanter har fåt nys om, at man antar mig for forf. af »Fiskeren og havfruen«, og jeg ikke ønsker, at blive denne uforskyldte ære tildel, anmoder jeg herved red, om at bevidne, at jeg ikke er forf. H. Strøm«
