ding. Og det kom til det, at lovthinget blev meget berømt, og ingen høvdinger turde bryde med det.
Kap. 6.[1] En mand hed Strøm; han var skald. Han var en fager mand og meget kvindekjær, men også mørk af sind. Er det mands sagn, at han en dag gik ned til stranden. Da tyktes det ham, at der lød en fager sang. Så siger Strøm skald:
Fjernt dog nærfra høres
en sang, melodisk skjøn,
den til hjertet føres,
til elskeren i løn.
Da syntes det ham endvidere, at han så et fagert kvindfolk foran sig:
Sig ham da langsomt nærmer
en kvinde hende lig;
han fast af glæde glemmer
sig og råber: »Sig,
Hvem er den hulde kvinde,
min længsel dag og nat?
Skal altså ingensinde
da det udslettes brat,
- ↑ Kap. 6 synes næsten meningsløst i sammenhængen. Digtet findes i Strømmen, cod. Begius, og det er rimeligvis ved navneligheder, at forf. er blevet ledet til at anvende digtet på en af de ældre bekjendte høvdinger. Det sees også af et stykke i dipl., at disse viser har været tillagt en høv-
har skrevet en kronologisk bog om Sollandets historiske udvikling; med
ham begynder den egl. faste kronologi, og man kan stole på næsten alle
hans data; han skriver en ædel kort stil. Desværre besidder vi kun et
fragment af hans libellus Sollandorum. Dette sted synes, som sagt, at
pege på den samme sociale udvikling, som Jon lagmand betegnende gjengir
i disse ord: „Thi nu optoges, efterhånden som organisationen vandt en
vis autoritet og dens udtalelser en vis vægt som Sollandets beboeres
fællesudtalelser også spørsmål af vigtighed for Sollandets økonomiske velfærd
eller dets beboeres materielle trivsel på dens program.
Den blev efterhånden et forum, der vistnok ikke havde nogen afgjørende
indflydelse på sådanne spørsmål i sin almindelighed, men for hvilket
de da fordetmeste indankedes til prøvelse, og til hvis dom der næsten
stadig tages et vist hensyn“. — Foruden det interessante lys, dette kaster
over steder i Hkr. tror jeg også med vished, at det beviser, at Hkr’s forf.
har benyttet Jon lagmand. Gustav Storm bemærker hertil, at forf. da
visselig vilde have omtalt det i prologus. Han tror forholdet er
omvendt: at Jon lagmand har benyttet og commenteret Hkr.; jeg må
imidlertid også ligeoverfor denne indvending fastholde min mening. Forholdet
er imidlertid ikke ganske klart. Maurer og Jessen slutter sig til min mening.
