sig; men han var en råddygtig mand, og ikke gik hans ven uråden bort. Han beskrives af ældre folk som en smuk mand, 3½ alen høi, sterk som 3 andre mænd; han kunde lege med sverd, så at han havde to i luften og ét i hånden; endvidere kunde han gå på et åreblad, mens båden rodes. Han var skald.
Om ham er det fortalt, at han drømte underlige drømme. Det tyktes ham, at han lå i skogen. Rundt kring ham stod de grønne vidjer, nogen her og nogen der. Da bæres det ham så underlig for, at det var, som om alle vidjerne vokste sammen til ét træ, og træet blev stort og fagert og skuede ud over.
Kap. 4. Da Kristen fagerskjæg vågnede, blev han meget glad; thi han forstod, at dette var lykkelige drømme; han samlede da alle sine mænd og talte disse ord:
»Jeg har drømt en underlig drøm og dog ingenlunde uheldig. Tyktes det mig at jeg lå i skogen, og at alle de grønne vidjer voksed sammen til ét træ, og træet blev stort og fagert. Hvad siger nu I om denne drøm?« Men de syntes alle, at dette var heldige jertegn. Da stevned han til sig alle mænd, fra Annexbygden, Trendingen og de andre bygder. Der var med Godal Thorson fra fjordene, Olaf fra Hallingdal og Olaf fra Holmestrand, der var Aslak Mikkelsen og Greve, som blev gift med Blom prests søster, Halvår gamle, Salve frode og Vollert Eirik son, Schöllberg og Hall i Haukadal, Blom-brødrene, Gjest Hel-
døla saga skal Kristen have havt rødt rundskjæg; det sees da heraf, at
det var særlig yndet i den tid. — Blom prest omtales kun i denne saga;
som man ser af tilnavnet, har han været uddannet til geistlig. — Underligt
er det, at her ikke er omtalt den begivenhed, som omtales flere andre
steder, f. ex. i Fagrskinna, Om ophav etc.: Peter fra Hæreim var nu
gammel. Var det engang, at han sad i hallen med sin hird, da råbte han
Kristen til sig. De talede længe sammen, de to mellem sig, og Peter slog
ham på skulderen og sagde: »Gammel er jeg nu, Kristen, længe har jeg
sat i riget og rådet blandt mændene, meget har jeg set både af nornernes
ulykkestråde og af menneskenes færd. Stærkere er den unge ørn, til ham
står det at øve mands gjerning og føre begyndt dåd tilende. Fra denne
dag skal du derfor gå mig tilhånde.« Men disse ord glemte Kristen
aldrig. — Det er, som prof. Bugge under udarbeidelsen har gjort mig
opmærksom på, i denne tid, medens han går kong Peter til hånde, at han
udfører det i kap. 4 omtalte betydningsfulde verk.
Tidsbestemmelsen for den her omtalte begivenhed kan nu med vished
efter P. A. Munch og Vigfússon sættes til den sidste halvdel af febr. 878.
Af samtidige sagaer kan sluttes, at dette Kristens arbeide har foraarsaget
en stor bevægelse. Vistnok er de ædleste mænd øieblikkelig blevet be-
