det vel øde og udyrket, og det er rimeligt, at stor skog groede derpå. Nu er store bygder ryddede og frugtbare distrikter. Til vest ligger nu Annexbygden, i øst ligger Fløistad og i midten Sollandet med mange rige bygder, såsom Fjerdingen og Trendingen.
Kap. 2.[1] I gamle dage kom fra Gardarike Peter fra Hæreim. Han var en udmerket mand i alle dele og folkesæl, han var også en ualmindelig klog mand. Lys var han at se til, en stor gledemand, smuk af hår og skjeg og i sit hele åsyn, som hele hans æt; høi var hans pande og hans øine skarpe. Han blev en afholdt mand. Han lagde under sig Annexbygden og regjerede der, og der var gode år i hans tider; derfor likte folk ham vel og tilbad ham som en af æserne. Han lagde også under sig senere Solland og endelig Fløistad. Han var nu en mægtig konge. Han døde sottedød og blev meget begrædt.
Kap. 3.[2] Peter fra Hæreims søn var Blom prest, hans søn Kristen fagerskjæg, hvorom denne saga mest kommer at dreie. Kristen fagerskjæg var en udmerket mand i alle ting; i sine yngre dage var han bærserk, men blev senere mild og rolig af
- ↑ Kap. 2. I gamle dage etc. Dette udtryk skriver sig utvilsomt fra en misforståelse hos forf. Jeg mener nemlig, at han har henført Peter til Petersborg, og derved søgt at få istand en theori om en indvandring fra Rusland. I denne formening støttes jeg af Maurer og prof. Gustav Storm. Om denne, som det synes, i oldtiden meget anseede konge er der mange sagn, men af disse at uddrage den historiske sandhed kan jeg ikke her nærmere indlade mig på; jeg skal blot bemærke, at Peter fra Hæreim nu almindelig er ansét for en historisk person.
- ↑ Kap. 3. Kristen er et meget almindeligt nordisk navn. Jeg antager at det står i forbindelse med roden Krist, hvorfra flere egenavne er afledede; som grundform sætter jeg * Kristiánus; for at forklare vokalen i sidste stavelse blir det nødvendig at antage en betoningsovergang: * Kristianus, sidste stavelse er da faldt bort, da den staar langt fra hovedtonen, vokalen ia i ubetonet stavelse gåt over til e. — Fagerskjæg. Efter Laks-
trodes at gå lige ned til Hel. Længst i syd laa fjeldet Balkan, hvorfra ofte varme kilder vældede frem. Fjerdingene og Trendingens gårde lå stadig i private og offentlige trætter, iser, da den vilde og voldsomme Sivert thrønder levede; denne og hans fostersøn Seterholt, begge hedenske bærserker, foruroligede meget egnen. Ikke mindst trætte og drab opstod der på grund af vedalmendingerne; Trendingen og Fjerdingen havde nemlig hver sin vedalmerding, hvorfra alle gårde forsyned sig med brænde for hele vinteren. Op af Fjerdingen lå Loftsheid, et mørkt og uhyggeligt sted, som var almindelig frygtet for troldskab (Kålund, Soll. besk., II., pag. 45).
