Denne saga kan ikke henføres til ættesagaerne; den kan
med fuld ret kaldes en kulturhistorisk saga og står som sådan
høiest af alle sollandske sagaer; i mange henseender må den
siges at have kastet en ny belysning over forholdene og livet
deroppe; i raskt relief gir den alle vekslende sider, alle i
samlivets udvikling bestemmende ting. På en forunderlig, enestående
måde slynger billeder fra privatlivet sig som et bindende bånd
om den korte, i store episke træk givne fremstilling af samfunds
livet. — Forfatteren synes ligesom Snorre at have antat tre
tidsaldere, måske ved påvirkning af denne, da, som jeg sikkert tror,
sagaen er forfattet temmelig sent, hvilket viser sig i, at den har
benyttet næsten alle de andre kjendte skrifter.
Den lærde forfatters periodeinddeling er imidlertid noget søgt, man kunde næsten kalde det en literaturhistorisk. Han antager først en episk tidsalder; det er kulturens første trin; udvalgte og ansete skalde har rimeligvis reciteret dråper og digte om begivenheder, som kunde være af interesse. Ved forbindelsen med Sydeuropa, med vikingetiden og dens nye kulturstrømninger kommer nye elementer; først er det musiken, som optas; den begynder med Hall fra Sida og Olaf Olafsson. (Af senere spillemænd nævner andre sagaer Hofgård fra Viken, Råen, Øjvind Hatlemark, som vistnok var en broder af den i kap. 23 omtalte Gunhild, og Buvik svartskjeg). — Recitativet får nu toner og blir finere udviklet, den irske metrik kommer til istedetfor det gamle fornyrdalag, som ikke var skikket til musikalsk foredrag. Det er dette, forf. har betegnet ved sangold.
Med Jon lagmand, der på alle felter i det offentlige liv, ligesom Bernt fra Støjlene i det private, synes at have bevirket en gavnlig reformation, begynder da en mere reflekteret eller civiliseret tid. Medens før samfundslivet nærmest beroede på fælles overenskomst, gamle overleverede naturskikke, blev nu love på hvert thing oplæste af lovsigemanden. Dette vil have en stor
