Side:Heimskringlam.djvu/22

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

han talte ikke til folk. 8 uger før høstthinget tog Anders sin hest og reiste hjemmefra, han drog sydover Trappefjeld over Fljotslid og kom til Kirkebø. Leif den vise stod ude på tunet og slibte en ljå. Da han så Anders komme, sagde han: »Held og sæl, er så langveisfarende folk ude og reiser«. Anders svarede ingenting. »Du tykkes mig ikke at være i det bedste lag», siger Leif, »men gå ind i skålen og hvil dig, du kan vel være træt, når du har ridt Trappefjeldet sør«. De bænkede sig i skålen og Leif lod sætte mad frem. Mens de spiser, siger Anders: »Meget har jeg nu tarv for dit råd«. »Er det så, at jeg kan råde deri, og det ikke er altfor vanskeligt, så ved du, at jeg vil altid hjælpe dig«, siger Leif. »Eet har du gjættet, og stakket har min søvn været i de sidste tider, men ei gavner smilende fjæs, når falskhed er bagom, og fagerhed fører mangen mand bag lyset; men har jeg selv lagt på læsset, så får jeg vel trække det«. »Negte det skal jeg ikke«, siger Leif, »at ordet har nåt frem til Kirkebø om forskjellige ting«. »Hvad råder du mig nu til at gjøre«, siger Anders. »Først skal du ta vidnesbyrd hos dem, som din kone har været hos. Når du så rider til things, så skal du have dem med dig. Så læser du op på thinget disse ord: »Da det er blit mig kyndigt, at min kone har været rundt på gårdene og i mit navn har anmodet om lysolje, forkynder jeg herved på thinge Hørt og lydt, at ingen må betro ovennævnte person noget på min regning, uden at hun har seddel med mit navn. — Men ellers kan du også, hvis du vil, skille dig fra hende«. — Anders rider hjem og siden til things og gjør, som Leif havde sagt ham. Alle folk syntes, han havde båret sig forstandigt ad i denne sag. Dermed sluttede denne sag.

Kap. 24.[1] En kvinde hed Hildegund. Hun bode på Storjonsbø, hun var datter af Storjon Aslakssøn Hildebranssøils Erik Leifssøns. Hendes mor var Gerda Hair eksdatter, Olafssøns hvide. Hun var en fager mø, dygtig og noget rask af sig. Hendes hår var guldgult og gik lige ned til beltet; var hun lys af øine. — Udpå høsten var der et veitsle hos Peter biskop; der var hun tilstede, men også Simon benrad. Den 5te dag i veitslet står

han ude på tunet og snakker med en nordmand. Da ser han komme

  1. Kap. 24. Fortællingen om frieriet synes tydelig at være påvirket af episoden i Njåla med Gunnar og Hallgerd.