Side:Heimskringlam.djvu/21

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

borte fra landet. Nu satte domsmændene sig, og blev enden den, at Ketil blev dømt til skoggangsmand. Anders Teit gjorde indsigelse mod dommen, fordi kviden var gal. Der blev megen ugreie, og sagens slutning blev den, at Ketil fik forlig.

Kap. 22.[1] Hestetyverierne bliver nu meget almindelige på Sollandet. En dag kom Thjodrek litle ned fra Fjerdingen til stalden for at se paa sin gode blakke: Vestlandsposten. Da finder han den ingensteds. Han skjønner da straks, at røvere havde været ude. Lyser han dette på thinge: Jeg Thjodrek litle lyser lovlig straf over hesterøveren, med landslov lyser jeg, på thinge lyser jeg, jeg lyser i vidners overvær. Finder vi røveren, så skal det være frit for enhver at tåge hans liv». Alle syntes nu, at Thjodrek havde talt ret og lovlig, og det var meget folkeomtalt den høst på lovthinget. Også mange andre havde mistet sine heste, og folk likte det ikke, at der skulde være usikkert og ulov i landet. Nu går der adskillige rygter om, at Jakob Knutsson løven var den, som om våren havde stjålet og slagtet blakken. Thjodrek litle, Anders Dansås, Kristen benrad, Simons bror og andre høvdinger lagde da råd op om at lægge baghold mod Jakob. Ud på vinteren samler de sig og drar til Trendingen til Knutsbø. De samler sig om skålen, slår ind døren og løber ind i stuen. Kristen og Anders tar fat på ham og lægger ham på bordet. På én gang var 12 knive stukne i ham.

Kap. 23.[2] På Storbø i Trendingen bode Kristian Joachim Andreas Lindbo Spenning. Han var gift med Gunhild fra Hatlemark, men nogle sagde, at det var pengegifte. Gunhild var mandfolkkjær. En vinter var Anders meget taus og heller ukåd,

    § 7. Efter proceduren voteres offentlig og mundtlig, men uden præmisser, af alle tilstedeværende medlemmer efter opråb i alfabetisk orden. Kun anklagede er udelukket fra voteringen.

  1. Kap. 22. Thjodrek litle Olsson er den lovvise Thjodrek fra Fjerdingen, som på mange måder har gjort sig fortjent af at udbrede kultur. Specielt er han omtalt, fordi han sammen med Aksel fra Brantseggen satte sig i spidsen for en ny, forbedret jorddyrkning og havedyrkning der på landet. — Den skildrede lynchret er den såkaldte bordret.
  2. Kap. 23. Leif den vise er den bekjendte lovtrækker. Jeg kan ikke undlade at udhæve den fine, diskrete sykologi, som giver sig tilkjende ved fortællingen af denne ægteskabsstrid.