drog de til Uppsal. Der blev de godt modtagne af jarlen Sigleif; han beredte et stort veitsle, og de sad længe ndover kvelden og drak. Udpå natten skulde de gaa hjem. Det var temmelig lyst, og de var noget drukne.
Der traf de to svenske mænd. »Hei, I svenske mænd«, råber de. »Hvem er I«, siger de svenske. »Vi er Sollændere; jeg er Simon benrad, og han der er Bernt fra Støjlene. Kan I vise os til nogen gjesteskåle. Vi er fremmede her i landet.« Men mens de gik således, blev de meget søvnige; de lagde sig da ned i rad langs en stor skåle og sovnede ind.
Kap. 16.[1] Nu omtales af ældre mænd nogle frygtelige drager, som sprøitede sort edder ind i frisene; de var usynlige, såat ingen fik se dem.
- ↑ Kap. 16. Det om dragerne er tydeligvis senere indskud. Heller ikke beretningen om denne tvekamp kan have hørt med i sagaens oprindelige
til den interessante saga: Kristen og Kristenkjæmperne (Flateybogen, Kristiania, eller Fornsogur, Kjøbenhavn). Der omhandles reiserne udførligt; der fortælles, hvorledes Kjøbenhavnerne med en seiddrik vilde få kjæmperne til at glemme sit fødeland, for at de kunde være der, og mange andre eventyr: hvorledes enkle af heltene for en tid forsvandt, såat hele skaren måtte vende om og bestå de voldsomste kampe med jernbanemændene forat få sine venner tilbage, hvorledes Jon lovsigemand sang mansongskvæder (kvindekvæder) overalt, hvor han kom frem, og Bernt gjorde dråper om Island, hvorledes Kristen fagerskjæg var strålende klædt i guldbrynje og såkaldt floshjelm. Overhovedet har Sollænderne i flere århundreder yndet at dvæle ved Kristenskarens eventyr på disse tog; gjennem mundtlige beretninger er de udsmykket, andre senere eventyr og storværk er blit henført til dette som et midtpunkt. Sagn og virkelighed er her ikke at udskille. — Idethele er to modsatte sider ved Sollændernes natur sterkt udprægede: kjærligheden til hjemmet, som f. ex. har git sig et fyldigt, om end desværre lidt skaldekunstigt udtryk i Kristendråpa, og på den anden side: vikinghugen, eventyrlysten, som har concentreret sig om Kristensagaen. Man må tænke sig, hvorledes om vinteren ved amen kvinderne og de yngre spændte har lyttet til de rige, farvestrålende beretninger om Udlandets pragt, om kampe, ja troldskab og lignende. Betegnende er f. ex. i kap. 24 udtrykket, hvor der i korte, kraftige linjer berettes om Simons frieri: hun spurgte ham om hans reiser. Foruden de nævnte var også på dette tog: Marius Moe, Rønneberg, brødrene Kiær, Sæberg, Harald fra Devold, Fabritius, Arentz og mange flere. — I sagaen om Kristen etc. bemærkes det udtrykkelig, at Brostrøm og spåmanden Bødker, som var så vis, at han gik med panden mod træerne på grund af sine tanker, var hjemme for at styre landet imens. Brostrøm udførte imidlertid dette hverv på en mindre nøiagtig måde, idet han benyttede anledningen til at tilvende sig en stor del af årets grøde.
