Kap. 14.[1] Engang kom Njål fra Fljotslid, hvor han havde
ledt efter en sau. En mand ned Grissur Sveinsson, han var
østfjording og træl. — Da Njål kom til Solhei, stansede han lidt.
Men mens han stod, begyndte der med engang at regne fra klar
himmel. Dette tyktes ham et jertegn. — Grissur Sveinsson var blit
usams med Solberg svarte, som havde skjeldt ham ud for feig.
Han søgte derfor at komme Solberg i baghold. Mange af Solbergs
venner varede ham.
Om Njål er at fortælle, at vandet løb ham nedover halsen og ryggen, og han begynder at fryse. Da han kom til Bergthorskval, stod Bergthora ude på tunet. »Hvad er det nu med dig«, siger hun. »Forunderlig er det nu på Sollandet«, siger han. »Hvorledes er det«, siger hun. «Da jeg kom til Solhei» , siger han, »begyndte det med engang at regne fra klar himmel og bare på mig«. »Underlige varsler er det«, siger hun. »Det bæres mig for», siger han, »som om dette betyder blod«. Men Njål var fremsynt. — Gissur Sveinsson flygtede i hast til Trendingen.
Kap. 15.[2] Da det led ud på sommeren, blev der beredt 6 langskibe forat drage i østerviking. Man fik god bør og reiste. Først kom man til Kjøbmandhavn, hvor høvdingerne blev godt modtagne af kong Fridrek; han gav dem gode gaver: Simon benrad en pelsbræmmet kappe, Godleif scholastikus et kort sverd,
guldindlagt, og Bernt fra Støjlene en overkappe af skarlagen. Derpå
- ↑ Kap. 14 . Fortællingen i dette kapitel er uklar, men synes at omtale en af de vandefterstræbelser, som har været alm. på Sollandet til vore dage og eiendommelige for dette folkeslag. Det synes, at Gissur Sveinsson har været uheldig i sine bestræbelser og truffet op i en af de ældre ætters høvdinger istedetfor sit egentlige mål. Gustav Storm har træffende vist, at det ikke kan ha været Njål, mere tilbøielig er han til at tænke på den ansete Hall fra Sida. — Det skal forresten her bemærkes, at i året 881 skede efter Landnåmabok den største indvandring; det var det år, Kristen fagerskjæg kom tilbage til Solland og blev lovsigemand, og der strømmede derfor til en masse mennesker fra Gardarike; det er muligens en sådan russer, som er antydet med trælen Gissur. Disse nye indflyttede har vel havt en indflydelse ved sin mængde, som ikke har været videre velset af de ældre, aristokratiske ætter. Jeg tror således, at der er lagt symbolsk betydning i dette varslende, utilsigtede sammenstød mellem trælen og den ædle, symbolske repræsentant for aristokratiet, Njål. Jeg synes, der hviler et dybt vemod over dette kapitel.
- ↑ Kap. 15. Dette tog er her meget kort omtalt, og en tilfeldig hændelse er berørt, som ellers ikke omtales. Ved alle de eventyrlige beretninger om dette tog kan vi her ikke opholde os, vi må nøie os med at henvise
