med Skåden fra Vestlandet. Det var en stor bærserk. De mødtes paa Festvolden. Først driver Godleif Personen hin fjerde imod Skaden sit skjold, saa at dette sprang isund. Nu driver Skaden mod ham sit forgyldte latinske sverd, men Godleif veg til siden, så at det kom ikke nær ham, og i det samme svinger han Per sonen i luften med al kraft, så at Skadens hoved fløi ½ mil bort og ud i Underhougsfjorden. Nu var Godleif stedse anset som den største kjæmpe. Sålænge verden står, vil aldrig hans minde glemmes.
Kap. 12.[1] I denne tid var også flere love vedtaget på thinge. Således rådede Njål til, at der skulde være to oplæsere af loven. Dette tyktes lagthinget en nyttig lov. Ligeledes rådede han til, at der skulde være to kjøgemestere, som skulde passe paa, at hallen var iorden, og på hestestaldene, at der ingen tyve kom; de kaldes eforer. — På denne tid sluttede de store presteveitsler på Solvold.
Mange gamle folk, som havde levet i sangtiden, tyktes disse tider at være noget underlige og ei så fagre som de gamle tider; de vilde derfor gjerne have sangtiden igjen, men det måtte vel være så, at æserne var blevne vrede over disse folk, som nu kom op.
- ↑ Kap. 12. Ang. Njål se min bemærkning til 9de kap. — lovlæserne kaldtes også anagnoster — de store presteveitsler var årlige blôt af goderne, som blev afskaffet ved kristendommens indførelse. Det er troligt, som Keyser bemærker, at de på disse også har forhandlet adskillige sager sig imellem; eiendommelig er den fortælling, som findes i et brudstykke, antagelig forfattet af Simon benrad, at levningerne efter disse store blôt, forbundne med gjestebud sendtes op til Trendingen, hvor det blev uddelt til forlystelse for almuen; denne imødeså derfor med glæde de omtalte presteblôt.
Godleif, Beretningen er ellers tynd her imod, hvad den pleier at være i de andre sagaer, som beskriver denne begivenhed. Godleif synes såat sige at have dannet idealet for Sollandets forestillinger om en kjæmpe. I de andre beretninger beskrives nøie alle detaljer, klæderne, våbnene etc: „Men først spillede alle spillemændene, nogle på flasker, andre på kamme etc. Derpå steg Skaden fra Vestlandet op på volden, men han var klædt i en rød, sid overkappe. Godleif havde en grå ulvefeld og en sort, rund filthat“. — De våben, som omtales, kan ikke godt bestemmes (se ellers Keyser: Nordboernes privatliv i oldtiden). — På den anden side er der noget storartet ved denne korte reliefmæssige simpelhed, hvormed begivenheden her gjengives.
