holde rigtig fast, og saa maa du slet ikke slippe, hører du, saa skal vi nok komme frem.
Skjønt der gjordes, som r sagde, kom de allige vel ikke godt fremad. Klara var ikke saa let, og da de, der ledede hende, var af ulige n blev gan gen temmelig usikker. Hun forsøgte vel af og til at gaa paa egne ben, men trak snart det ene snart det andet igjen til sig.
«Sæt bare foden rigtig fast i jorden,» sagde an «saa vil det vist ikke gjøre dig saa ondt bag efter.
«Tror du det,» sagde Klara tvivlraadig.
Hun gjorde det imidlertid. Satte den ene fod fast paa jorden, derpaa den anden, skreg rigtignok en smule derved, men traadte saa atter lidt lempeligere paa den første, og udbrød saa glad:
«Nu gjør det slet ikke mere saa ondt!»
«Gjør det engang til!» raabte Heidi ivrig. Klara gjorde det, og det flere gange, og saa raabte hun medet:«Jeg kan det, Heidi, se bare, jeg kan gaa – gjøre det ene skridt efter det andet!»
Nu jublede Hejdi høiere end hun.
«Aa nei da! Kan du rigtig gaa? Gaa ganske alene! Aa, bare bedstefar nu kom! Nu kan du selv gaa, Klara! Ja, tænk bare, du kan selv gaa!» raabte hun den ene gang efter den anden jublende af glæde.
Klara holdt sig godt fast ved begge sine støtter, men for ethvert skridt, hun gjorde, blev hendes gang lidt sikrere, det (g de alle tre. Heidi blev ganske ude af sig selv af glæde.
«Aa, nu kan vi hver dag gaa sammen rundt om paa alpen, hvor vi vil,» raabte hun, «og du kan alle dine dage blive ved at gaa ligesom jeg, behøver ikke
