Disse ord gav Peter et stik, og han blev greben af en svare angest. Han havde gjort noget ondt, som ingen mennesker skulde vide, og indtil nu havde han glædet sig derover; men va nu Heidi talte til ham, som om hun vidste alt – og hvad hun vidste, hun altid til sin bedstefader – saa gruede han; thi for ham var Peter mere bange end for nogen anden. Tænk, om han fik vide, hvorledes det var gaaet til med stolen. Peter var færdig til at forgaa af anget Han reifte sig og gik imod Heidi.
«Jeg kommer, men saa faar du heller ikke gjøre det,» sagde han saa nakecs af angest, at Heidi ordentlig følte medlidenhed med ham.
«Nei, nei, det skal jeg ikke,» forsikrede hun. «Kom bare med mig og vær ikke bange for det, som du skal hjælpe mig med.»
Da de var komne ned til Klara, ordnede Heidi, hvorledes de skulde bære sig ad. Paa den ene side skulde Peter og paa den anden skulde hun tage Klara faft under armen og løfte hende op. Dette gik noksaa godt, men nu kom det vanskeligste. Klara kunde jo ikke staa, hvorledes skulde man saa holde paa hende og bringe hende fremad? Heidi var for liden til at kunne støtte hende med sin arm.
«Du maa tage mig om halsen og det rigtig fast se saa. Du maa paa den anden side tage Peter armen og støtte dig godt paa den, saa mener jeg, det vil gaa.»
Men Peter havde endnu aldrig givet nogen ar men og holdt den derfor stivt ind til sig som en lang stok
«Nei, saadan gjør ikke folk, Peter,» sagde Heidi meget bestemt. «Du maa krumme din arm til en ring, saa maa Klara lægge sin arm ind i den og
