kring sig og indsugede den herlige vellugt i dybe drag. Medet vendte hun sig om og kom snart ganske aande løs springende tilbage til Klara.
«Aa, du maa endelig komme derhen!» raabte hun allerede langtfra. «Der er saa vakkert, saa vak; kert, og længere hen paa v/ er det kanske ikke mere saa! Jeg i vel bære dig – tror du ikke det?»
lara saa forundret paa den ivrige Heidi og rystede paa hovedet.
«Nei, nei, hvad tænker du paa, Heidi? du er jo meget ihi end jeg. Aa, naar jeg bare kunde gaa.»
Heidi saa sig nu søgende om. Hun maatte have noget nyt isinde. Derhenne hvor Peter før havde ligget paa jorden, sad han nu og stirrede ned paa børnene, og der havde han allerede siddet i lang tid og stirret ned, som kunde han slet ikke fatte, hvad han saa for sig. Han havde ødelagt den fiendtlige stol, for at den fremmede ikke mere skulde være istand til at bevæge sig, og kort efter saa han hende deroppe sidde ved siden af Heidi. Det syntes ikke at være muligt, og alligevel var det saa – han kunde se der hen, han vilde.
saa Heidi op til ham
,,herned, Peter!» raabte hun meget bestemt.
«Kommer ikke!» lød svaret.
«Jo, du maa komme, jeg kan ikke magte det alene.
Du maa skynde dig herned for at hjælpe mig,» ved blev hun indtrængende. «Kommer ikke!» svarede han atter.
Nu sprang Heidi et lidet stykke op af fjeldet og linia ham; snart stod hun der med flammende øine og raabte op: «Peter, hvis du ikke kommer paa timen, saa skal jeg ogsaa gjøre dig noget, som du ikke synes om bet kan du være vis paa!»
