med hende, at den trykkede fig ind til sin nye ven inde og langsomt spiste bladene, efterhvert som hun rakte dem hen til den. Man kunde ogsaa godt se, hvor vel dyret følte sig ved at ligge saa godt beskyt tet i fred og ro; thi den maatke i hjorden udskaa mange forfølgelser af de store og stærke gjeder.
Klara syntes, det var saa herligt at sidde saa ledes ganske alene oppe paa fjeldet og kun have en kjælen gjed hos sig, der saa op til hende som trængte den til hjælp, og et brændende onffe opstod hos hende, om ogsaa engang at være sin egen herre og kunne hjælpe en anden, og ikke stedse maatte lade sig hjælpe af alle andre. Og nu paatrængte der sig Klara saa mange tanker, som hun aldrig før havde havt, og en ukjendt higen efter fremdeles at leve i det smukke sol skin og udrette noget, hvormed hun kunde glæde an dre, saaledes som hun nu glædede Snehöpli Hendes hjerte fyldtes med en ganske ny glæde, som om alt, hvad hun vidste og kjendte, medet var blevet meget skjønnere og kunde være anderledes, end det hidtil var forekommet hende, og hun blev saa vel tilmode, at hun maatte tage gjeden om halsen og udraabe: «O-,Snehv;pli, hvor vakkert her er heroppe – naar jeg bare altid kunde blive hos eder!»
Heidi var imidlertid kommen hen til stedet, hvor blomstern» voxede. Hun udstødte et glædeskrig, da hun saa, hvorledes den hele slette skinnede som guld. Der var de straalende cistusblomster, tætte buske med mørkeblaa klokkeblomster, og den herligste duft var udbredt over den solbeskinnede slette, fom var den kosteligste parfum bleven udstrøet ovenpaa. Den sjeldne vellugt kom imidlertid fra den lille brune poselæbe, der beskeden hist og her strakte sine runde hoveder iveiret imellem gule primuler. Heidi stod og saa om-
