Klara nærmere bekjendtskab med de andre gjeder, saa at hun aldrig mere tog feil af dem; thi enhvers ansigt havde jo ogsaa noget særegent.
Dyrene blev nu ogsaa saa fortrolige med Klara, at de kom hende ganske nær og gned hovedet ind til hendes skulder; dette var stedse tegnet paa nærmere bekjendtskab og tilbøielighed.
Flere timer var allerede saaledes forløbne, da faldt det Heidi ind, at hun burde gaa hen til det sted, hvor de mange blomster havde været, og se efter, om der iaar var gesaa mange og ligesaa vakre som før; men forst om aftenen, naar bedstefaderen kom tilbage, kunde Klara bringes derover, og da havde maaske allerede blomsterne igjen lukket ølnene. Lysten til at gaa derhen tog imidlertid saaledes til, at Heidi ikke længer kunde modstaa den.
Lidt nølende spurgte hun: «Vil du ikke blive vred, Klara, om jeg løber fra dig en liden stund, og du maa være alene? Jeg vil saa gjerne se, hvordan det er med blomsterne – men vent lidt.» En tanke var faldet hende ind. Hun sprang hen til den ene side og afrev en bunke af de grønne urter, saa tog hun Snehøpli om halsen – den var strax løbet imod hende – og førte den hen til Klara.
«Se saa, nu er du ikke ganske alene,» sagde hun, idet hun trykkede lidt paa Snehøpli, der strax forstod vinket og lagde sig ned paa hendes plads ved siden af Klara. Nu ii Heidi urterne i venindens fang, og denne sagde fornøiet, at Heidi nu gjerne kunde gaa og tage blomsterne rigtig i øiesyn hun vilde gjerne være alene med gjeden – det var noget, hun endnu ikke havde oplevet.
Heidi sprang afsted, og Klara begyndte at give Snehøpli blad for blad, og gjeden blev saa fortrolig
