Ved lyden af den bekjendte stemme var Peter faret op.
«Der var endnu ingen oppe,» svarede han.
«Har du seet noget til stolen?» spurgte Øhi videre.
«Hvad for en?» raabte Peter i en trodsig tone.
Øhi sagde ikke mere. Han udbredte tørklæderne paa den solbeskinnede skraaning, satte Klara ned og spurgte, om hun nu sad godt.
«Ja, ligesaa godt som i min stol,» sagde hun med et venligt tak, «og jeg har den vakreste plads. Hvor her er deiligt, Heidi, ja saa deiligt!» raabte hun og saa sig om til alle kanter.
Bedstefader beredte sig nu til at vende om. Han sagde, at de kunde gjøre sig det hyggelig sammen, og naar det blev middagstid, kunde Heidi hente deres maaltid i skræppen, som han havde lagt derborte i skyggen. Og Peter skulde give dem saa megen melk dertil, som de vilde drikke; men Heidi maatte passe godt paa, at melken bare var af Schwänli. Imod aften vilde saa bedstefader komme tilbage. Forst vilde han gaa ned efter stolen og se, hvad der var blevet af den.
Himmelen var mørkeblaa, og rundt omkring var der ikke en eneste sky at se. Paa den vide sneslette histover flranlede det som tusinder af guld- og sølv stjerner. De graa fjeldtoppe stod høie og faste paa sin plads, ligefom de havde staaet i gamle dage, og skuede alvorlig ned i dalen. Den store fugl svævede høit oppe i det blaa, og den friske vind viftede kjø lighed henover de solbeskinnede alper. Børnene følte sig ubeskrivelig vel; af og til kom en af gjederne og lagde sig en stund ned ved dem, oftest var det dog den kjærlige Snehøpli, der lænede sit hoved til Heidi og var bel neppe gaaet bort igjen, hvis ikke en af de andre i flokken havde fordrevet den. Saaledes gjorde
