komme derop – maaske aldrig,» klagede Klara. «Nu maa jeg vist reise hjem igjen, naar jeg ikke mere har nogen stol. O, hvor det er leit – hvor det er leit!»
Men Heidi saa ganske tillidsfuld op paa bedste faderen og sagde:
«Monslro ikke du kan finde paa noget, bedstefar, saa det ikke gaar som Klara mener, at hun ftrar maa reise hjem?»
«Vi tage idag afsted til græsgangen, som vi havde bestemt, og saa faa vi siden se, hvad der videre kan gjøres,» sagde bedstefader. Børnene jublede høit.
Han gik nu igjen tilbage til hytten og hentede flere tørklæder, som han lagde paa det solrigeste sted ved hytten og satte Klara paa dem; derpaa hentede han (% til børnene og førte Sbånli og Birli ud af stalden.
«Hvorfor mon det varer saa længe, inden gutten kommer opover med gjederne,» sagde Øhi hen for sig; thi endnu havde jo Peters pibe ikke lydt. Bedstefader tog nu Klara paa den ene arm og tørklæderne paa den anden.
«Se saa, nu fremad,» sagde han – «gjederne følge med os.»
Idet Heibi slyngede sin ene arm om Schwänlis hals, sin anden om Bärlis, vandrede hun bagefter bedstefaderen, medens gjederne ytrede en levende glæde ved atter at drage ud med Heidi.
Da de var ankomne til græsgangen, saa de medet rundtom paa skraaningen de fredelige gjeder græsse, og midt imellem dem Peter, der laa saa lang han var paa jorden.
«En anden gang skal jeg nok sørge for, at d ikke gaar forbi, din syvsover. Hvad skal det hetyre tilraabte Øhi ham.
