fornøielse over sin fiendes undergang, da han fore stillede sig, at alt nu vilde blive godt. Den fremmede maatte reise sin vei, da hun intet middel mer havde til at røre sig. Heidi vilde igjen være alene, vilde følge med ham op paa græsgangen, være med ham baade morgen og aften, og alt vilde igjen komme i den gamle orden. Men Peter betænkte ikke følgerne af en (g handling – hvorledes straffen kommer.
Nu kom Heidi springende ud af hytten og løb hen til skuret. Bagefter hende kom bedstefader med Klara paa armen. Døren til skuret stod vidaaben, begge bræderne var stillede ved siden af den, saa at der var ganske lyst lige indtil den sjerneste krog Heidi saa sig om baade hist og her, løb rundt om huset og kom tilbage med et ansigt, der røbede den høieste grad af forundring. Nu kom bedstefaderen til.
«Hvad er det for noget, har du rullet stolen bort, Heidi?» spurgte han.
«Jeg ser jo efter den allesteds, bedstefar, og du sagde, at den stod tæt ved døren til skuret,» lød svaret, medens den lille pige vedblev at se sig om til alle kanter.
Vinden var imidlertid bleven stærkere og kastede døren til skuret heftig frem og tilbage imod væggen.
«Bedstefar, det er vinden, som har gjort det!» raabte Heidi mismodig over denne opdagelse. «Hvis vinden har ført stolen ned til landsbyen, saa faa vi den saa sent tilbage, at vi slet ikke kan komme afsted.»
«Er den rullet derned, saa kommer den aldrig mer tilbage, sor saa er den i hundrede stykker,» sagde bedstefaderen, idet han kom om hjørnet og saa ned af fjeldet. «Men noget underligt er det alligevel,» føiede han til, idet han betragtede det stykke, som stolen først havde tilbagelagt rundtom hjørnet af hytten.
«Hvor slemt dette er, nu kan vi jo slet ikke
