siden Klara befandt sig paa alpen. I de sidste dage havde bedstefader, naar han om morgenen bar hende ned for at sætte hende i hendes stol, hvergang sagt: ,,Vil du ikke engang forsøge paa at staa paa jorden?" Dg Klara havde ogsaa for at føie ham forsøgt der- paa, men havde altid strax sagt: „Det gjør saa ondt," og havde klynget sig ind til ham; han havde imidlertid hver dag ladet hende lidt længer forsøge derpaa.
En saa deilig sommer havde der ikke i mange aar været paa alpen. Hver dag gik den straalende sol henover den skyfri himmel, og alle smaa blomster aabnede vidt sine bægere og glødede og duftede op til den, og om aftenen kastede den sit purpur og rosen= ffjær over paa fjeldtoppene og snemarkerne og dukkede saa ned i et gyldent flammende hav.
and Herom fortalte altid Heidi igjen sin veninde Klara; thi det var kun oppe paa græsgangen, at man rigtig kunde se alt dette, og om stedet oppe ved den bratte styrtning fortalte hun især med liv, og om hvorledes der nu vorede en hel masse af den skin- nende gyldne mjølke og saa mange blaaklokker, at man gjerne kunde tro, at græsset var blevet blaat, og saa hele buste af den brune poselæbe, som lugter saa godt, saa at man bare kunde sætte sig paa jorden ved dem og ikke mere bryde sig om at komme bort.sosdund
Netop nu, da de sad under granerne, havde Heidi paanyt fortalt om blomsterne deroppe og om aften- solen, naar den skinte paa fjeldene, og derved blev hun greben af en saadan higen efter engang igjen at stige Serop, at hun medet reiste sig og sprang hen til den gamle, der sad i skuret paa sin stol. spildil sipatched
,,Aa, bedstefar!" raabte hun allerede et langt stykke
