rene, pene Schwänli til stalden for at melke den, da fik hun medet en saadan lyst til den deilige melk, at hun neppe kunde vente, indtil han kom med den. Hun var selv ganske forundret derover.
«Men er det da ikke forunderligt, Heidi,» sagde hun, «saalænge jeg kan huske, har jeg blot spist, fordi jeg maatte, og alt, hvad jeg fik, smagte af fisketran, saa jeg ofte har tænkt: «Kunde man dog bare lade være at spise! Og nu kan jeg neppe holde ud at vente, indtil bedstefar kommer med melken.»
«Jo, jeg ved nok, hvordan det er,» svarede Heidi med en kløgtig mine; thi hun tænkte paa dagene i Frankfurt, da alt blev siddende fast i halsen paa hende og ikke vilde ned. Men Klara forstod slet ikke sagen. Hun havde jo saa længe, hun havde levet, aldrig en hel dag spist i fri luft saaledes som idag, og nu endog i denne høie, friske bjergluft.
Da bedstefader kom med skaalene, greb Klara med en hurtig tak sin og drak rask og med et saadant velbehag sin melk, at hun havde tømt sin skaal før Heidi sin.
«Kan jeg faa lov til at faa lidt mere?» spurgte hun og rakte skaalen hen til bedstefader.
Han nikkede tilfreds, tog ogsaa Heidis skaal og gik tilbage til hytten. Da han kom igjen, var der et høit laag paa hver af skaalene; men det var af et andet stof end laag sædvanlig er af.
Bedstefaderen havde om eftermiddagen vandret hen til den sæterhytte, hvor det gule, delikate smør blev kjernet, og derfra havde han taget med en stor rund skive. Nu havde han skaaret store stykker brød, og paa dem havde han smurt tykt af det nykjernede smør, og dette skulde børnene have til aftensmad. Med stor appetit tog begge strax fat, saa at bedstefader
