Endnu havde hun aldrig i sit liv indaandet den friske morgenluft ude i den fri natur, og nu omvifte des hun af den rene, kjølige alpeluft, der gjorde hvert aandedrag til en nydelse. Dertil kom det klare, deilige solskin, der slet ikkte var generende heroppe, men saa passende varmt. At der kunde være saaledes oppe paa alpen, havde Klara ikke kunnet forestille sig.
«O, Heidi, naar jeg bare altid kunde blive her oppe hos dig,» sagde hun nu, idet hun vendte sig fra den ene side til den anden for ret at nyde godt af luft og sol.
«Ja, ser du nu, at det er saadan, som jeg sagde dig,» svarede Heidi fornøiet, «at her er vakrere oppe paa alpen hos bedstefar end noget andet sted i ver den." Den gamle kom netop ud af stalden og gik hen til børnene. Han bar to skaale fulde af skum mende, snehvid melk og rakte den ene til Klara, den anden til Heidi.
«Den vil gjøre dig godt,» sagde han og nikkede til Klara, «den vil styrke dig – den er af Schwänli.» Klara havde aldrig før drukket gjedemelk, og for sikker heds skyld maatte hun først lugte til den; men da hun saa, med hvilken begjerlighed Heidi drak sin melk uden et øieblif at sætte skaalen fra sig – saa deilig smagte den hende – da begyndte ogsaa Klara at drikke, og fandt den saa god, at hun blev ved, indtil skaalen var tom.
«Imorgen kommer jeg med to skaale til dig,» sagde bedstefader, der med tilfredshed saa paa, at hun fulgte Heidis exempel.
Nu viste Peter sig med sin flof, og medens Heidi, der skulde modtage alles morgenhilsen, blev trængt ind imellem gjederne, tog Øhi Peter tilside for tyde ligere at give ham at forstaa, hvad han vilde sige
