Af alt det smukke, som Klara allerede havde seet paa alpen idag, kom nu slutningen til.
Da hun var kommen tilhvile oppe paa høloftet i den høie bløde seng, som Heidi nu ogsaa klatrede op til, saa hun ud gjennem den aabne luge lige ind imellem de (Ä stjerner og raabte henrykt:
eidi, se, det er ligesom vi paa en høi vogn skulde høre lige ind i himmelen.»
«Ja, og ved du, hvorfor stjernerne er saa glade og vinke til os med øinene?» spurgte Heidi.
«Nei, det ved jeg ikke – hvad mener du der med?» spurgte nu Klara tilbage.
«Fordi de deroppe i himmelen se, hvor godt den kjære Gud har indrettet alt for menneskene, saa at de ikke behøve at være bange for noget, men kan være ganske rolige, og alt hænder saaledes, som det er bedst for dem. Og det glæder dem saa – se, hvor de vinke, for at vi ogsaa skal være rigtig glade. Men ved du hvad, Klara, vi maa heller ikke glemme at bede; vi maa ret inderlig bede den kjære Gud om, at han, som har indrettet alt saa godt, ogsaa vil tænke paa os, hjælpe os til altid at stole trygt paa ham, saa vi ifte mere er bange for noget.»
Begge smaapigerne satte sig igjen op i sengen og bad sin aftenbøn. Derpaa lagde Heidi sig paa sin lille runde arm og sov øieblikkelig ind; men Klara blev endnu længe liggende vaagen; tyi noget saa underbart som dette g i stjernelyset havde hun endnu aldrig i sit liv seet.
Hun havde jo idetheletaget neppe seet ickarg. thi om aftenerne og om nætterne havde hun aldrig været ude af huset, og derinde blev de tykke gardiner rullet ned, længe sør stjernerne traadte frem. Saa snart hun derfor nu vilde lukke øinene, maatte hun
