kommer vel af og til op paa alpen for at se, hvor ledes vi har det, og hvad vi tage os til, og det vil være saa deiligt, – vil det ikke det, Heidi?» Heidi, der idag havde den ene glæde efter den anden kunde blot give sit bifaldende svar ved et høit glædessprang.
Nu besteg bedstemama den stadige hest, og Øhi greb tøilen og førte den med sikker haand ned af det skeile fjeld. Det hjalp ikke, hvor meget hun end protesterede imod, at han skulde gaa med saa langt, han vilde led sage hende lige ned til landsbyen, da alpen var saa steil, og det ikke var uden fare at ride ned af den. Nu da bedstemama var alene, tænkte hun ikke paa at forblive i den ensomme landsby, men vilde vende tilbage til Ragaz og derfra af og til gjentage sin alpereise.
Endnu før Øhi var kommen tilbage igjen, kom Peter løbende ned med sine gjeder, og da disse mær kede, hvor Heidi var, styrtede de alle derhen, og i et pieblif var Klara, hendes stol og Heidi midt inde i flokken. De trængte sig frem og strakte hovederne iveiret, og Heidi forestillede enhver af dem for Klara og nævnte deres navne.
Saaledes fik denne sit længe nærede ønske opfyldt om at gjøre bekjendtskab med den lille Snehøpli, den lystige Guldfinke, bedstefaders vakre gjeder og alle de øvrige, lige indtil den store Tyrk. Men Peter stod imidlertid afsides og tilkastede den fornøiede Klara nogle forunderlige, truende blik.
Da begge smaapigerne tilraabte ham et venligt «godnat, Peter!» svarede han slet ikke, men slog saa heftig med sin pisk ud i luften, som om han tænkte at kløve den, og for saa afsted med sit følge bag efter sig.
