«O, Heidi, hvor herligt du dog har det! Du kan fra din seng se lige ind i himmelen, har den deilige duft omkring dig og kan høre det suse derude i granerne. Et saa herligt og koseligt sovekammer har jeg aldrig før seet.»
Øhi saa nu hen til bedstemama. «Jeg har saa mine egne tanker,» sagde han. «Hvis fruen vilde tro mig og ikke have noget imod mit forslag, kunde vi jo beholde Deres barnebarn heroppe en tid, og hun kunde da samle sig nye kræfter. Der er jo medtaget saa mange tepper og tørklæder, og af dem kan vi her stelle en rigtig blød og god seng istand til hende, og hvad pleien angaar, behøver fruen ikke at være be kymret, den skal jeg overtage.»
Klara og Heidi jublede som løsslupne fugle, og over bedstemamas ansigt kom et helt solskin.
«Min kjære Øhi, De er en prægtig mand,» ud brød hun, «hvad mener De, jeg netop skod og tænkte paa? Jeg sagde ved mig felv: Vilde ikke et ophold heroppe være meget styrkende for barnet? Men pleien, omsorgen, uleiligheden for verten – og saa kommer De og udtaler det, som var det alt slet ingen ting. Jeg maa takke Dem, min kjære Øhi, ja, af mit ganske hjerte maa jeg takke Dem!» Og bedstemama trykkede Øhis haand den ene gang efter den anden, og Øhi trykkede ogsaa hendes med et inderlig fornøiet ansigt.
Øhi gik strax til verket. Han bar øieblikkelig Klara ned igjen til hendes stol foran ([ fulgt af Heidi, der ikke vidste, hvor høit hun vilde hoppe af glæde; derpaa tog han alle tepper og tørklæder paa armen og sagde venlig smilende: «Det er godt, at bedstemama har udrustet sig som til et vinterfeldt tog; thi alt dette tøi kan vi have brug for.»
«Min kjære Øhi,» sagde fruen livlig, idet hun
