om verdens gang; det var som havde de allerede i aarevis staaet paa en venskabelig fod med hverandre. Tiden forløb saaledes godt; men medet saa bedste mama imod vest og sagde:
«Vi maa snart gjøre os beredt, Klara, solen er allerede kommen langt, og folkene maa snart komme tilbage med hest og bærestol.»
Men Klaras hidtil saa glade ansigt fik nu et ganske trist udtryk, og hun bad saa bønlig:
«O, blot en eller to timer til, bedstemama. Vi har jo endnu ikke bejeet hytten og ikke Heidis seng eller den hele indretning – o, havde dagen bare ti timer til.»
«Det er nu ikke vel muligt,» mente bedstemama, men hytten vilde hun ogsaa gjerne se. Man reiste sig altsaa fra bordet, og Øhi dreiede med fast haand stolen henimod døren; men her gik det ikke videre, stolen var altfor bred til at kunne komme igjennem aabningen. Øhi betænkte sig imidlertid ikke længe, han løftede Klara op og bar hende paa sin sikre arm ind i hytten.
Her gik bedstemama rundt og tog alt nøie i øie syn, og morede sig over at se, hvor ordentlig og vel indrettet alt var. «Det er vel din seng der oppe i høiden, Heidi,» sagde hun, steg strax uforskrækket op af stigen til høloftet. «O, hvor det dufter deiligt, det maa være et sundt sovekammer!» Og bedstemama gik hen til lugen og saa ud, og bedstefader steg med Klara paa armen derop, medens Heidi rask kom bagefter.
Nu stod de alle rundtom Heidis høie mægtige høseng; ganske tankefnld betragtede bedstemama den, medens hun af og til i et langt aandedrag med vel behag inddrak den krydrede duft af det friske hø. Klara var ganske henrykt over Heidis leie.
