og Bärli og alle de andre gjeder og Peter var komne. Jeg vil jo aldrig komme til at se nogen af dem, naar vi altid skal afsted saa tidlig, som du har sagt. Det er rigtig slemt.»
«Kjære barn, nu glæde vi os over alt det smukke, som er her, og tænke ikke paa, hvad der kan mangle,» sagde i idet hun fulgte efter stolen, der blev skudt videre.
«O, de deilige blomster!» udbrød Klara igjen, «hele busske med de fine røde blomfter, og alle de nik kende blaaklokker! O, naar jeg kunde komme ud og plukke dem.»
Heidi løb strax afsted og kom tilbage med en stor buket til hende.
«Men dette er slet ikke noget, Klara,» sagde hun, da hun lagde blomsterne paa hendes skjød. «Naar du engang kan følge med os op paa græsgangen, da skal du først faa se noget. Paa en plads tilsammen saa mange, mange buske med den røde entian, og endnu mange, mange flere blaa klokkeblomster end her, og saa mange tusinde lysegule blomster, der skinner paa jorden som guld. Bedstefar figer, at de hede soløie – saa er der endnu de brune med de runde hoveder, som lugte saa godt. Ja, der er saa vakkert, naar man sidder der, at man slet ikke mere kan reise sig»
Heidis øine funklede af lyst til igjen at se, hvad hun beskrev, og Klara blev som antændt deraf, og i hendes milde blaa øine lyste et gjenskin af Heidis glødende længsel.
«O, bedstemama, er det muligt, at jeg kan komme derop – saa høit op?» spurgte hun ivrig. «O, naar jeg blot kunde gaa og følge med dig overalt oppe paa alpen, Heidi.»
