Kapitel 1.
Den venlige doktor, efter hvis raad den lille Heidi atter blev bragt tilbage til sit hjem, gik paa en deilig solklar septembermorgen igjennem den brede gade og henimod l hus. Veiret var saa smukt, at man skulde synes, alle mennesker maatte glæde sig derover; men doktoren stirrede ned paa stenene ved sine fødder og lagde ikke mærke til den blaa himmel. Hans ansigt udtrykte en saadan sørg modighed, som man aldrig før havde seet der, og hans haar var blevet langt mere graat siden vaaren. Han havde havt en eneste datter, som siden hans hustrus død havde været hans alt, hans største glæde, og nu havde døden for nogle maaneder siden ogsaa berøvet ham hende. Siden saa doktoren aldrig mere rigtig glad ud, som han før sædvanlig gjorde.
Strax efter at han havde ringet paa dørklokken, lukkede Sebastian op; han smilede over det hele an sigt, da han saa, hvem den kommende var; thi dok toren var ikke alene husherrens og hans datters eat ven, ved sin godhed og venlighed havde han der i huset som overalt vundet alle beboernes inderlige hengivenhed.
«Alt ved det gamle, Sebastian?» spurgte dokto ren, idet han gik op af trappen.
