hvilken der sad en ung pige indhyllet i mange tør klæder. Saa kom en hest, hvis ryg sad en state lig dame, der meget livlig saa sig om til alle sider og ivrig underholdt sig med den unge fører, der gik ved siden af hende. t kom en tom rullestol, som ar, skudt frem af en anden ung mand, da den syge, som skulde bruge den, blev sikrere ført op af det steile fjeld i en bærestol. Tilsidst kom der en mand, der havde saa mange tepper, tørklæder og peltse ophobede nerdeid at bære, at de ragede høit opover hans oved.
«Dem er det! Dem er det,» raabte Heidi og hop pede høit af glæde. Og dem var det virkelig ogsaa. De kom nærmere og nærmere, og nu var de der. Bærerne satte bærestolen ned paa jorden. Heidi sprang hen til den, og begge børnene hilste med le vende glæde paa hinanden. Nu var ogsaa bedstemama kommen op og steg af hesten. Heidi løb hen til hende og blev hilset med stor hjertelighed; men derpaa vendte den gamle dame sig om til Alpe-Øhi der havde nær met sig for at byde hende velkommen. Der var in gen stivhed i deres hilsen; thi de kjendte hverandre saa godt, som om de allerede havde levet sammen i lang tid.
Strax efter at han havde udtalt de første ord, sagde ogsaa bedstemama med stor livlighed:
«Min kjære Øhi, hvor herlig De bor heroppe! Hvem skulde vel tro det – mangen konge kunde jo misunde Dem. Og hvorledes ser ogsaa min Heidi ud – som en rigtig maanedsrose,» vedblev hun, idet hun trak den lille pige hen til sig og klappede hende paa de friske, blomstrende kinder. «Hvor herligt alt er her omkring! Hvad siger du, Klara?»
Klara jaa sig henrykt om, noget saadant havde
