sig ogsaa til at komme op til dig, men tænk, frøken Rottenmeier vil ikke være med Bedstemama siger næsten hver eneste dag: «Hvorledes bliver det med mi erreisen, frøken Rottenmeier? gener Dem ikke, hvis De har lyst til at være med.» Men hun takker altid saa uhyre høflig og siger, at hun vil ikke være ubeskeden. Men jeg ved nok, hvorpaa hun tænker. Sebastian har gjort en saa forskrætkkelig beskrivelse over alpen, da han kom tilbage efter at have fulgt dig – hvor frygteligt fjeldene saa ned paa en, overalt kunde man styrte ned i kløfter og afgrunde; og saa steilt gik det opover, at man ved hvert skridt maatte være bange for at komme baglænds nedover, og at vel gjeder, men ikke mennesker uden livsfare kunde klatre derop. Denne beskrivelse har forfærdet hende meget, og fra den tid af sværmer hun ikke mere for schweitserreiser, som hun før gjorde. Skrækken er ogsaa faret i Tinette, og hun vil heller ikke med; saaledes komme vi alene, bedstemama og jeg, kun Sebastian maa ledsage os til Ragaz; men derfra kan han tage hjem igjen.
Jeg kan neppe vente indtil jeg kan komme til dig.
Levvel, kjære Heidi. Bedstemama hilser i tusinde gange. Din tro veninde Klar
Da Peter havde høort indholdet af g sprang han bort fra dørposten og slog med sin pisk til høire og venstre med et saadant raseri, at gjederne i største skræk tog flugten og for ned af fjeldet med saa umaa delige sprang, som de ikke ofte havde gjort Bagefter dem stormede Peter afsted og slog med sin pisk i luf ten, som vilde han udgyde sin forbitrelse over en usynlig fiende. Denne fiende var udsigten til gjæ sternes ankomst fra Frankfurt, hvilket i saa høi grad havde forbitret Peter.
Heidi var saa lykkelig og glad, at hun den næste
