Sneen var igjen bleven blød, og saa sneede det paanyt den ene dag efter den anden, saa at Heidi vel i tre hele uger ikke kunde komme op til bedstemoder. Saa meget ivrigere holdt hun da paa med at arbeide med Peter, for at han kunde læse salmer i hendes sted. En aften kom han saaledes hjem fra Heidi, og idet han traadte ind i stuen, sagde han:
«Feg kan det.»
«Hvad er det, du kan, Peter?» spurgte hans moder forventningsfuld.
«Læse,» svarede han.
«Nei, er det muligt – har du hørt det, bedste mor?» raabte Brigitte i en tone, der røbede den høieste beundring.
Bedstemoderen havde hørt det, og undrede sig ogsaa høilig over, hvordan det vel var gaaet til.
«Jeg maa nu læse en salme, det har Heidi sagt,» fortsatte Peter. Moderen tog hurtig bogen ned, og bedstemoderen glædede sig til at høre nogle gode ord; det var saa længe, siden hun havde hørt noget. Peter satte sig ved bordet og begyndte at læse, og moderen satte sig lyttende ved siden af ham og maatte efter hvert vers beundrende udbryde: «Nei, hvem skulde tænkt det da!»
Ogsaa bedstemoderen lyttede spændt til det ene vers efter det andet; men hun sagde intet.
Dagen efter denne begivenhed hændte det, at der fandt en læseøvelse sted i sfolen i Peters klasse, og da turen skulde komme til ham, sagde læreren:
«Maa vi atter idag, som vi pleie, springe over dig, Peter, eller vil du forsøge, jeg vil ikke sige at læse, men at stave dig igjennem en linie?»
Peter begyndte at læse tre linier efter hinanden
uden at stamme.
4*
