fig ifærd med V og holdt ikke op, før han kunde det saa godt, at han kunde lukke øinene og endda bestemt vide, hvorledes det saa ud.
æste dag var Peter ordentlig lidt kry, da han kom ned til Heidi; thi nu havde han jo bare tre bogstaver igjen, og da hun læste for ham:
«Hvis Z Æ O du endnu ikke kan,
Sendes du til hottentotternes land,»
raabte han haanlig: «Ja, hvis noget menneske ved, hvor det er.»
«Bedstefar ved det,» forsikrede Heidi, «vendt lidt, saa skal jeg gaa hen og spørge ham, han er derborte hos præsten,» og hun vilde springe ud af døren.
«Vent!» skreg Peter forskrækket; thi han syntes alt at se Alpe-Øhi tilligemed præsten komme – og hvorledes de to strax greb ham og vilde sende ham til hottentotterne – han havde jo virkelig heller ikke vidst, hvordan Z udtaltes. Hans angestskrig bragte Heidi til at staa stille.
«Hvad staar paa med dig?» spurgte hun for undret.
«Ikke noget – kom bare igjen – jeg vil lære!» fremstødte Peter med flere afbrydelser. Men Heidi vilde nu selv gjerne vide, hvor hottentotterne var, og vilde derfor gaa og spørge bedstefaderen, dog Peter skreg saa fortvivlet efter hende, at hun maatte føie ham og komme tilbage. Men nu maatte han ogsaa gjøre noget derfor, ikke alene gjentage 2 MÆ Osaa ofte, at disse bogstaver for bestandig maatte sidde fast i hans hukommelse; men hnun gik ogsaa strax over til at stave, og den aften lærte Peter saa meget, at han kom et godt stykke fremad, og saaledes gik det nu stadig fremad dag for dag.
