Det rørte hendes medlidende hjerte og n sagde trøstende: «Du maa ikke være bange, Peter; kom du bare til mig hver aften, og naar du da læser som idag, saa kan du jo tilsidst bogstaverne, og saa kom mer jo ikke det andet. Men du maa komme hver dag, ikke som du gaar paa skolen – sneer det, gjør det dig da ikke noget.»
Peter lovede at komme; han var bleven ganske tam og villig.
Han hoddt ogsaa sit løfte punktlig, og hver aften blev de næste bogstaver med iver indstuderede og tankesproget lagt paa hjerte.
Ofte sad bedstefaderen i stuen og hørte paa denne exereitie, medens han veltilfreds røgte sin pibe, og mangen gang trykkede han læberne sammen, som om . gjorde sig umage for at undertrykke fin lyst til
Efter sine store anstrængelser blev Peter som oftest anmodet om at blive og spise tilaftens, og det var for ham en rigelig erstatning for den angest, den aftens tankesprog havde sat ham i.
Saaledes forløb vinterdagene. Peter kom regel iii og gjorde virkelig fremskridt med sine bog taver.
Men med tankesprogene maatte han daglig kjæmpe. Nu var man kommen til U, og da Heidi læste:
«Tager feil man af U og V igje Kommer man did, hvor man ir vil hen»,–
da knurrede Peter: «Ja, naar jeg gik.» Men skjønt han stræbte dygtig, saa mente han dog, at der kunde hemmelig komme en og gribe ham i kraven og bringe ham did, hvor han nødig vilde.
