Da han idag gjorde det samme og kom ind i den store stue hos sprang Heidi strax imod ham; thi netop paa ham havde hun ventet. «Peter, jeg ved noget!» raabte hun ham imøde.
«Sig det,» lød hans svar. «Nu maa du lære at læse,» sagde Heidi. «Har alt gjort det,» svarede Peter.
«Ja, ja da, Peter, det er ikke saa, jeg mener,» ivrede nu Heidi, «jeg mener saadan, at du bagefter kan det.»
«Kan ikke,» lød Peters korte svar.
«Det faar du ingen til at tro, og jeg tror det ikke heller,» sagde Heidi meget bestemt. «Bedstemama i Frankfurt har alt vidst, at det ikke var sandt, og hun har sagt mig, at jeg ikke skulde tro paa sligt.» Peters ansigt udtrykte den høieste forundring ved at høre dette.
«Jeg skal nok lære dig at læse – jeg ved godt hvorledes,» vedblev Heidi. «Du maa nu engang lære det, og saa maa du hver dag læse en eller to salmer for bedstemor.»
«Nei, det gaar ikke,» brummede Peter.
Denne haardnakkede modstand imod noget, der var godt og rigtigt, og som laa hende saa meget paa hjertet, gjorde Heidi vred, og med lynende øine stillede hun sig soran Peter og sagde truende:
«Jeg skal sige dig, hvad der vil hænde, hvis du aldrig vil lære noget; din mor har to gange sagt, at du ogsaa maatte til Frankfurt for at lære flere ting, og jeg ved alt, hvor gutterne der gaa i skole. Naar vi kjørte ud, viste Klara mig det frygtelig store hus. Og der gaa de, ikke alene naar de er smaagutter; men de blive ved at gaa der, til de er rigtig store herrer, det har jeg selv seet. Og saa maa du ikke tro,
