ikke har – det deilige brød, som jeg altid faar, og dette vakre, varme tørklæde, og saa for at du kommer til mig Heidi – vil du ogsaa idag læse noget for mig?
Heidi løb ud og hentede den gamle jalmebog, hvorpaa hun bladede om i den og udsøgte den ene vakre salme efter den anden; thi hun kjendte dem godt og var selv glad i dem, og 'nu havde hun jo i mange dage ikke hørt dem.
Bedstemoder laa der med foldede Hænder, og paa hendes Ansigt, der i førstningen ( havt et saa bekymret udtryk, laa nu et glad smil, som var en stor lykke bleven hende tildel.
edet taug Heidi.
«Bedstemor, er du alt bleven frisk?» spurgte hun.
«Jeg har det godt, barn, det har gjort mig saa godt at høre – du faar læse ud, vil du ikke det?»
Og Heidi læste salmen tilende, og da de sidste ord kom:
«Blir øiet dunkelt, haanden mat,
Vær du mit lys i dødens nat;
At glad herfra jeg vandre maa,
Som skulde jeg til hjemmet gaa,»
gjentog bedstemor dem flere gange, og hendes ansigt udtrykte nu en stor glad forventning. Heidi blev ogsaa vel tilmode derved. Hun mindedes den deilige solklare dag, da hun kom hjem og udbrød fuld af glæde: «Bedstemor, jeg ved, hvordan det er, naar man reiser hjem.»
Hun svarede intet; men hun havde godt hørt ordene, og udtrykket i hendes ansigt, der havde gjort Heidi saa godt, forblev paa det.
