bedstemoder med forvisning; thi hun havde strax mær fet, at barnet var forskrækket.
Hendes ord beroligede Heidi, som var bleven meget angest, da hun aldrig før havde truffet den gamle syg tilsengs. Hun betragtede hende nu lidt forundret og sagde:
«I Frankfurt tager de slige tørklæder paa sig, naar de gaar ud at spadsere, troede du, at man skulde tage det paa, naar man gik tilsengs, bedstemor?»
«Nei, jeg svøber det om mig i sengen for ikke at fryse – jeg er saa svært glad i det, for teppet er lidt tyndt.»
«Men, bedstemor,» begyndte Heidi atter, «hove det dit ligger jo bagover istedetfor opover, en seng skal ikke være slig.»
«Det ved jeg nok, barnet mit, og mærke det gjør jeg ogsaa,» og den gamle søgte at rette paa puden, der som et tyndt brædt laa under hendes ho ved. «Ser du, puden er ikke meget tyk, og nu har jeg sovet paa den i saa mange aar, at jeg har ligget den flad.»
«Aa, havde jeg bare i Frankfurt bedet Klara, om jeg fik lov til at tage med sengen min,» udbrod Heidi, «der var tre store tykke puder paa hverandre, saa jeg ikke kunde sove paa dem, men altid gled ned over, til jeg kom, hvor der var fladt, og saa maatte jeg igjen op, fordi man der skal sove slig. Kan du det, bedstemor»
«Jamen kan jeg det, en bliver saa god og varm og kan puste saa let, naar en kan ligge saa høit med hovedet,» sagde bedstemor, idet hun med lidt besvær hævede hovedet for at finde en høiere lun til det. «Men nu vil vi ikke snakke om det; jeg har saa meget at takke den kjære Gud for, som andre gamle og syge
