kunde faa pie paa noget, der i et saadant tilfælde brugtes til gjederne.
Men nu sagde Øhi i en opmuntrende tone: «Kom hen til bordet og spis med os, saa kan Heidi bagefter følge med dig. Du kan iaften bringe hende hjem igjen, og saa vil du finde din aftensmad her.»
Den uventede vending, sagen tog, glædede Peter i høieste grad, og hans ansigt fortrak sig til alle sider af inderlig fornøielse. Han adlød øieblikkelig og satte sig hos Heidi, som ikke kunde spise en bid mere af glæde over, at hun skulde faa gaa til bedstemoder. 2æ skjød den ftore potetes og ostestykket, der endnu laa paa hendes tallerken, hen til ham, der fra den anden side havde faaet en hel tallerken fuld af Øhi; men hvor meget der end var, manglede der ham dog ikke mod til angreb. Saa løb Heidi hen til skabet og hentede kaaben fra Klara frem; nu kunde hun prægtig indpakket og med hætten over hovedet begive sig paa turen. Hun stillede sig derpaa ved siden af Peter, og saasnart hun var færdig, sagde hun: «Kom nu!» Og saa gik det afsted. Heidi havde saa meget at fortælle Peter om Schwänli og Bärli – at de den iørfte dag slet ikke vilde spise i den nye stald og stod og hang med hovedet. Og saa havde hun spurgt bedstefar, hvorfor de gjorde det, og han havde sagt, de havde det ligedan som hun i Frankfurt, for de mns bele sit liv igjennem ikke været nede af alpen. Og saa lagde Heidi til: «Du skulde bare engang kjende, hvad det er, Peter.»
De var næsten komne helt op, uden at Peter havde sagt et eneste ord; det var ligesom han gik og tænkte paa noget, saa at han ikke hørte rigtig efter, saaledes som han pleiede. Da de havde naaet hytten, blev han staaende stille og sagde i en grætten tone:
