«Aa, aa! saa kan jeg komme op til bedstemor!» jublede Heidi, der strax havde forstaaet, hvad Peters forunderlige udtryk vilde sige. «Men hvorfor er du saa ikke kommen paa skolen? Du kunde jo saa godt ake nedover,» tilføiede hun medet i en bebreidende tone; thi det syntes hende, at det slet ikke var i sin orden at blive ude, naar man saa let kunde komme til skolen.
«Kom for langt med kjælken – blev for sent,» svarede Peter.
«Det kalder man at desertere,» sagde Øhi, folk, som gjør det, tager man ved ørene – hører du Peter for forskrækket sammen; thi for intet men neske i verden havde han saa stor respekt som for Alpe-Ohi.
«Og tilmed en anfører, som du er, maatte skamme sig dorr over saaledes at fare bort,» vedblev Øhi. «Hvad mener, du, om dine gjeder en dag for hver til sin kant og ikke mere vilde følge dig eller gjøre, hvad der var godt for dem, hvad vilde du da gjøre?»
«Prygle dem,» svarede Peter i en tone, som var det noget han vidste besked om.
«Men naar nu en gut bar sig ligedan ad som en gjed og blev gjennempryglet, hvad vilde du da sige?»
«At det var tilpas til ham,» lød svaret.
Saa ved du nu hvad, gjedegeneral, hvis du endnu engang farer forbi skolen paa kjælke, naar du skulde ind i den, saa kom bagefter hen til mig og faa, hvad der tilfommer dig.»
Nu forstod Peter meningen med denne tale, at den gamle mente ham med gutten, der for bort lige som en tosset gjed. Han var ganske truffen af denne lighed og saa lidt ængstelig ind i krogen, om han
